Logo Bricksite blackGratis Prøve
Logo Bricksite black
Gratis Prøve

Den store hashtag-guide

Den store hashtag-guide

Hashtags, siger du? Måske får du tanken, at det er sådan noget, der bliver brugt af teenagere, når de skal vise deres mange selfies frem på Instagram. Og det er til dels også rigtigt – men hashtags er også et stærkt markedsføringsværktøj, hvor du kan udbrede dit indhold til flere potentielle følgere (og dermed kunder) #️⃣

Vi vil i dette blogindlæg gennemgå en række forskellige aspekter af hashtags. Vores fokus vil primært være, hvordan du bruger hashtags på Instagram. Du kan selvfølgelig også bruge dem på Facebook eller Twitter, men selve hashtag-strategien er mest effektiv for Instagram. 

Hvad er hashtags?

Hashtags er helt grundlæggende en måde at kategorisere dit indhold på Instagram – så brugere af appen kan kigge igennem det indhold, der lige netop er relevant for dem. Et hashtag består af et tegn (#) og et ord. Altså det kunne for eksempel være #hjemmeside eller #webdesign.

På den måde kan folk, der er interesserede i at se indhold om hjemmesider, følge eller kigge igennem indhold med #hjemmesider som tag og på den måde kun se det indhold, de synes er relevant.

Hashtags er altså en måde, hvorpå man kan øge synligheden af ens indhold blandt de folk, der med stor sandsynlighed vil være interesseret i det. Brugere på Instagram kan nemlig vælge at følge specifikke hashtags (ligesom man kan følge profiler), og på den måde få vist det nyeste indhold i den kategori.

Derudover kan man i Instagrams søgefunktion søge efter specifikke hashtags. Så altså, hvis man er i gang med at lede efter inspiration til sin hjemmeside, kan man f.eks. søge på hashtaggene #hjemmeside, #hjemmesidedesign, #nyhjemmeside, #webdesign m.v.

Når man søger på hashtags deles det op i to kategorier – nemlig “Top” og “Recent”. Det vil sige, at Instagram enten udvælger de opslag med mest engagement, eller dem, der er slået op for nyligt. Som udgangspunkt vil de fleste kigge på top opslag først, men da de ofte kan være mange uger gamle, så kigger mange også på nylige opslag. Derfor er det vigtigt at inkludere hashtags i alt sit indhold, så det bliver vist i søgninger.

Hvordan kan du bruge hashtags?

Der er mange måder at lægge en hashtag-strategi på, og første step er for mange at finde ud af, hvornår de skal bruge hashtags – og vores svar til det er ganske simpelt; du skal ALTID bruge hashtags. Opslag med hashtags får nemlig op imod 15% mere engagement end opslag uden hashtags.

Der findes grundlæggende to forskellige slags hashtags, nemlig community hashtags, brand hashtags og geografiske hashtags.

Community hashtags

Community hashtags er som udgangspunkt de interessse-kategori hashtags, som man kan følge som bruger for at se det indhold, man interesserer sig for. Derfor er det for virksomheder også de vigtigste hashtags at bruge, da de bliver fulgt og interageret med af brugere 👨‍👩‍👦‍👦

Det vil sige, at hvis du har en virksomhed, hvor du laver kager til festlige lejligheder, så kan du bruge hashtags som:

#festligekager #kage #bryllupskage #dåbskage #festkage #cake #weddingcake #cakesofinstagram #bakersofinstagram #baker #instacake     –    og mange flere.

Brand hashtags

Denne kategori er lidt mere tricky og måske ikke helt så brugbar som ovenstående – men hvis man formår at bruge den korrekt, så kan den være meget effektiv.

Brand hashtags er hashtags, der henviser til et specifikt brand – altså f.eks. #Bricksite. Her er det helt konkret virksomhedsnavnet, der er lavet til et hashtag, men det kunne også være, at hashtagget er hæftet på en specifik kampagne. Eksempler på dette kunne være #shareacoke, #ALSicebucketchallenge, #knækcancer, #mycalvins og så videre – du har helt sikkert selv set (eller måske brugt) nogle. Kan som virksomhed komme derhen, hvor man laver et delbart hashtag, som ens kunder interagerer med og deler, så har man virkelig gjort det godt. Det er virkelig god markedsføring, da troværdigheden ved, at kunder har delt dit hashtag, er virkelig høj, og det vil automatisk tiltrække nye kunder.

Geografiske hashtags

Denne kategori er måske ikke så brugbar for alle, men kan for eksempel være god at bruge, hvis man driver en cafe, hotel eller lignende i en større by. Det kan også bruges i mindre byer og andre erhverv, men særligt i turismeerhverv er det effektivt.

Hvis man for eksempel har en café i Århus, kunne man bruge hashtags som #aarhus, #mitaarhus, #visitaarhus, #dejligeaarhus m.v.

En god ting ved geografiske hashtags er, at turister forskellige steder ofte researcher på disse, og hvis du har brugt dem korrekt, så kan det være, at de ser billeder fra netop din café, og derfor vælger at besøge den.

De ovenstående kategorier er altså grundlæggende de kategorier, som du kan bruge i din hashtag-strategi. At bruge brand hashtags er måske ikke den bedste strategi for mindre virksomheder, da det ofte kræver en stor følgerskare at få det til at fungere optimalt. Men dermed ikke sagt, at du ikke skal gøre det. Rigtig mange kunder vil gerne dele deres oplevelse med en virksomhed, hvis den har været god. Du kan derfor med fordel opfinde dit eget hashtag og opfordre dine kunder til at bruge det, når de har handlet med dig.

Er du frisør, kunne du for eksempel lave et hashtag, der hedder #klippetafnina. Hvis du både bruger hashtagget selv samt beder dine kunder om at bruge det, så vil du hurtigt få samlet en mængde opslag, som nye potentielle kunder kan kigge igennem.

Hvordan udvælger du hashtags?

Vi vil helt sikkert anbefale, at du bruger tid på at lægge en strategi og udvælge dine hashtags. Det smarteste er at gemme et dokument på din telefon, hvor du har dine udvalgte hashtags skrevet ned – på den måde kan du bare kopiere dem direkte ind i dit opslag, så du slipper for at skrive dem igen og igen.

Men hvordan får du udvalgt de rigtige hashtags? Det er faktisk ikke så svært – vi har samlet vores tips herunder:

Kig på din målgruppe

Hvem er din målgruppe, og hvilke hashtags bruger de? Hvad er de interesserede i og hvilke hashtags følger de? Undersøg det ved at besøge dine følgeres profiler og klikke på “Følger”. Øverst skulle der komme et punkt med “Hashtags”, hvor du kan se, hvilke tags de følger.

Hvis du udvælger følgere, der har samme træk som din primære målgruppe, så vil sandsynligheden for, at deres interesser er de samme som nye kunders, være ganske stor. Se derfor, om du kan finde nogle fælles hashtags fra en række af dine følgere (brug eventuelt et Excel-ark til at holde overblik).

Konkurrenter

Kig ALTID på, hvilke hashtags, som dine konkurrenter bruger – hvis de bliver vist under et hashtag, der har relevans for jeres branche, så skal du også vises der. Hvis du laver plankeborde, og din konkurrent konsekvent bruger #danskplankebord, så skal du altså også bruge det.

Markedsledere

I forlængelse af din konkurrent-research, så kig også på markedslederne i din branche. Hvad gør de? Eftersom de er markedsledere må man formode, at det virker (og at de måske har brugt penge på at få lavet en markedsføringsstrategi), hvorfor du ofte kan få nogle “gratis point” ved at bruge samme hashtags som dem.

Relaterede hashtags

Der findes en række værktøjer online, der hurtigt kan vise dig, hvilke hashtags der er relevante i din branche. De fleste af dem er dog betalingsværktøjer, og vi bestræber os som altid på at give tips, som alle kan bruge uden nødvendigvis at skulle investere penge i det.

Instagram har selv en udmærket funktion, der egentlig kan meget af det samme, som disse værktøjer kan. Når du i søgefunktionen søger efter hashtags, vil du automatisk se relaterede hashtags i toppen af din søgning. Her kan du finde inspiration til, hvad dine bruger ellers interagerer med.

Der er altså en lang række ting, du kan researche på for at udvælge de hashtags, der giver mest mening at bruge for dig. Vores råd er, at du bruger lidt tid på at finde ud af hvilke hashtags, der giver mening for dig. Du kan altid opdatere listen løbende – eller tilføje hashtags, hvis du laver opslag ved specielle lejligheder eller lignende.

Do’s and dont’s med hashtags

Udover ovenstående, så har vi samlet en række hurtige do’s and dont’s omkring hashtags, som er gode at vide:

  • Hashtags brugt på private profiler vises ikke i søgninger
  • Hashtags med specialtegn kan ikke bruges. Altså hvis du skriver #hjemmeside.design, så er det ugyldigt. Det skal være ét ord.
  • Du kan dog godt lave hashtags med tal. Altså du kan godt skrive #åbning2020 uden problemer.
  • Du kan bruge hashtags i din biografi. Hvis du vil være endnu mere synlig i søgninger, kan du tilføje hashtags i din biografi. Vi bruger f.eks. #hjemmeside i vores biografi.
  • Post dine hashtags i den første kommentar. Synes du, at det ser rodet ud at indsætte hashtags i teksten i dine opslag? Intet problem, du kan bare indsætte dem i den første kommentar på dit opslag i stedet for.
  • Brug hashtags i dine stories og reels. Laver du stories på Instagram, kan du også hashtagge dem. Vær dog varsom og udvælg få hashtags til formålet, da det ellers hurtigt kan virke uprofessionelt.

Du kan bruge op til 30 hashtag pr. opslag og 10 pr. story

Det var det, vi havde at sige for dette blogindlæg – for nu er der blot tilbage at ønske jer happy hashtagging!

Til vi læses ved 🔥